På den nye linje kombinerer vi praktik og undervisning, som skal give de unge bedre mulighed for at afprøve interesser, styrke kompetencer og finde retning for fremtiden.
Længerevarende praktikforløb i støttede rammer
Praktik udgør en helt central del på den nye linje. Eleverne vil deltage i en række længerevarende praktikforløb tre dage om ugen for at prøve sig selv af i forskellige beskæftigelsestilbud. Her kan de samtidig finde ud af, hvor deres kompetencer, interesser og udviklingspotentiale ligger.
Praktikkerne foregår som udgangspunkt i støttede og beskyttede beskæftigelsestilbud på Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret (JAC), som STU Gentofte er en del af. Det betyder, at de kommende elever blandt andet kan prøve kræfter med mediearbejde, madlavning, køkkenarbejde, snedkerarbejde, kreativt arbejde og montagearbejde i deres praktikker.
I praktikkerne er der praktisk læring på værkstederne i det daglige. Derudover kan eleverne tage forskellige fagspecifikke kurser i fx snedkerarbejde, strikning og hygiejne. Kurserne er tilknyttet værkstederne og afsluttes med et kompetencebevis.
Læring i det daglige
Eleverne får undervisning i ADL, arbejdskultur, konflikthåndtering, botræning og andre emner, der har relevans for de unges liv og arbejde. Undervisningen tager afsæt i elevernes hverdag og kommende arbejdsliv og skal styrke både personlige og sociale kompetencer.
Eleverne går i skole fra kl. 9.00-14.00 dagligt. Derudover vil der være klubtilbud fra kl. 14.00-16.00.
Linjen vil have op til 10 elever om året, og uddannelsesforløbet skræddersyes til den enkelte elev.
Den nye STU-linje vil holde til på Sandtoften 3-7, hvor størstedelen af JAC’s støttede og beskyttede værksteder også ligger.
Målgruppe for den nye STU-linje
Den nye STU-linje henvender sig til unge på 16-25 år med udviklingshandicap, kognitive vanskeligheder, kommunikationsvanskeligheder, Downs, autisme, Cerebral Parese og hjerneskade.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre mere, kan du kontakte funktionsleder Camilla Jane Standhart på tlf.: 23 64 35 38, mail: cjst@gentofte.dk.